Jeg vil gerne lære at vandre. Det er ikke fordi, jeg ikke har gået mange og lange ture, det har jeg. Jeg har to hunde, så jeg går tur hver dag. Men jeg vil gerne noget mere, jeg vil gerne blive længere i naturen også uden at have to hunde og konstante snusestop på vejen. En kold og våd søndag morgen i januar er jeg så heldig, at jeg kan komme med Lene Bach Larsen på hendes test vandretur til Outdoorfestivalen 2020.

Lene er inkarneret vandrer, og hun har netop startet sit eget firma Green Active Tours. På Outdoorfestivalen vil hun være guide på en forholdsvis kort men spændende og smuk vandretur. Det er den tur, vi skal på nu.

Jeg har taget mine bedste løbesko på. Jeg løber ikke, men skoene føles gode at have på. Og så er de lilla og lyserøde. Jeg har cowboybukser på og en varm trøje på under jakken. Og så har jeg et stort regnslag over og en lille outdoorpose fra festivalen 2018 med en flaske vand i.

Der er smil, da vores lille gruppe mødes. Lene har selvfølgelig solide vandrestøvler på, det samme har to andre fremmødte. Men der kommer endnu en kvinde i gummisko, og hun har 10-årige Oskar med. Han har bare ankler og gummisko på.

”Hvor blev solen af. Det skulle da ikke regne i dag?” lyder det.

Men det regner og det stopper ikke. Lene tager et kort frem og viser, hvilken vej vi skal gå.

”Vi går her fra havnen og over Birkhede og op til Alling og op til en 79 meter høj høj, hvor der vil være god udsigt over Julsø og Himmelbjerget.  Jeg tror nedstigningen er lidt stejl, så det bliver sjovt i det her vejr,” siger Lene.

Hun kigger ikke på mine sko, jeg lægger i hvert fald ikke mærke til det. Men jeg kommer til at mærke skoene senere.

Forskel på at gå og vandre

Vi starter med at gå, og nu er jeg endelig på vandretur. Men hvad er egentlig forskellen på at gå og vandre?

”Jeg har valgt den her tur for netop at få lidt højdemeter på. Samlet set går vi cirka 100 meter op og 100 meter ned. Det at landskabet varierer sig, det gør noget ved turen. Når man vandrer, så er det variation og det at stoppe op og kigge ud på de smukke udsigter, det er fantastisk. Det er både det visuelle og så det, at man får brugt kroppen på en lidt anden måde. Man får trænet sit åndedræt, fremfor hvis man bare går en lige tur,” fortæller Lene.

Det er en meget smuk tur vi er på. Til pinse vil alting være sprunget ud, men selv i januar er de bare træer smukke. Vi går igennem tætbevoksede træer, vi kommer forbi smukke køer af racen skotsk højlandskvæg , vi ser mos, der er grønnere end grønt, og vi hører fugle, der er ligeglade med, at det regner.

Jeg kan mærke, at regnen drypper fra mit regnslag ned på mine cowboybukser. Oskar vil gerne vide, hvornår vi skal stoppe og spise? Hans mormor har pakket godt med snacks, de ligger i hendes solide rygsæk og venter sammen med varm kaffe. Jo, de erfarne vandrere, de har styr på det. Jeg har slet ikke tænkt på at tage noget varmt at drikke med.

Dejlige pauser

Vi når til den idylliske landsby Alling og besøger kirken, der heldigvis er åben. Der er også et toilet, så vi kan både få tømt blæren, og få historien om den lille kirke. Og så sætter vi kurs mod Bryggebjerg. En fantastisk smuk tur på en bred græs-sti over marker. Så langt øjet rækker er der bakker og grønt, åbne vidder og højt til himlen. Det er så utrolig smukt. Men det er vådt og mine sko er blevet våde. Jeg fryser lidt, så jeg står ikke stille for længe og nyder udsigten.

Vandretur mod Bryggebjerg Smuk udsigt over markerne på vej mod Bryggerbjerg – men også vådt.

Vi når toppen af Bryggebjerg og ser den helt fantastiske udsigt over Julsø og Himmelbjerget. Oskar spørger om det er nu, vi skal holde spisepause. Men vi bliver enige om, at finde noget læ, inden vi spiser. Så vi starter nedstigningen, som foregår på en vintermajsmark. Jorden er fuldstændig mudret, nu mærker jeg virkelig, at jeg har forkert fodtøj på.

Jeg kan slet ikke stå fast. Det er faktisk rigtig ubehageligt. Men heldigvis har jeg jo en professionel guide med, så jeg går kun i panik kortvarigt. Jeg bliver støttet af flere hænder, og Lene siger, at jeg skal bøje lidt i knæene, så jeg ikke falder bagover. Hun guider mig hele vejen ned og langsomt lykkes det. PYHHH. Jeg kan mærke i ryggen, at jeg har spændt alt for meget. Det mærker jeg på resten af turen, og jeg kommer til at møde mudder igen. Havde jeg da bare haft ordentlige vandrestøvler!

Men vi kommer ned og finder en dejlig bænk lige ud til Alling Å under et stort træ. Oskar forsøger at få kontakt med en stor svane, der har rumpen ovenvande, mens næbbet søger efter føde på bunden. Nu bliver mormors rygsæk åbnet og ud kommer de lækreste snacks. De byder mig ind og aldrig har en småkage smagt så godt og af så meget. Det gør virkelig godt, at få lidt at spise. Oskars mor tager et vandtæt tæppe op fra sin rygsæk og lægger det på bænken, så Oskar kan sætte sig uden af køre rundt på de algebelægninger, der er på hele bordbænkesættet.

”Det er godt. Det er kun de første 5 kilometer, jeg synes det er hårdt, efter det så vænner mine ben sig til det,” fortæller Oskar, opløftet af både salte og søde snacks.

Oskar har vandret meget mere end mig. Men ikke mere end vores guide Lene, og hun indvier os i nogle gode vandretip.

”Jeg får nervøse trækninger, når folk kommer i cowboybukser for eksempel,” siger hun og nikker mod mine våde bukseben.

”Cowboystof tørrer ikke nemt, hvis det bliver vådt. Derfor skal man helst have noget vandafvisende på. Det behøver ikke være dyrt. Jeg har fundet meget godt vandretøj i second hand butikker,” fortæller hun.

At man skal have gode vandresko på, behøver jeg næsten ikke få at vide. Jeg har lært det nu efter to farlige nedstigninger, hvor jeg gled rundt i mudder. Jeg faldt ikke, men det var da rent held.

”Men du skal huske, at gå dine vandrestøvler til først. For helt nye sko på en lang tur, det er for hårdt for fødderne,” lyder rådet.

Da vi er færdige med den tiltrængte forplejning, sætter vi kursen tilbage mod havnen i Ry. Vi går stadig i den smukkeste natur med Alling Å til vores højre side. Vi kommer på bred sandvej og møder en stor flok mountainbikere. Ikke bare én gang men flere. Det lykkes nemlig for dem at fare vild på den lige strækning. Så de hilser pænt, da de indtil flere gange kører forbi os.

På hele turen snakker vi hyggeligt sammen, og da vi igen er tilbage i Ry føler jeg helt, at jeg siger farvel til gode venner. Det kan noget, det med at vandre sammen. Det vil jeg prøve igen. Lenes råd til at komme godt fra start er at melde mig ind i nogen af de mange vandrergrupper, der er på facebook.

Hvor lang var turen så? Selvom Lene ikke er så meget for det med måling af kilometer.

”Jeg tæller timer, når jeg vandrer. For går du i bjerge, så kan få kilometer jo tage en hel dag, Og her har vi jo også gået op og ned og den nedstigning tog jo lidt tid for nogen af os,” siger hun helt upåvirket.

9,4 viste kilometertælleren. Det var en dejlig tur, og vi havde fortjent en pause med benene oppe efter at have trodset regn, mudder og blæst på en smuk tur. Det var min første i rækken af vandreture. 

Du kan komme med på vandreturen til Outdoorfestivalen 2020. 

Nyhedsbrev

Vil du vide mere om Outdoorfestivalen, følge med i vores verden og have mulighed for at deltage i konkurrencer?
Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

* indicates required

Tilmeld dig nyhedsbrevet

 

Vil du have nyheder om Outdoorfestivalen, og mulighed for at deltage i konkurrencer?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding