Danskere i kamp for at komme med på polartur.

Der er friluftselskere, og så er der hardcore outdoor mennesker. Vi går ud fra, at de 32 danskere, der har meldt ind i konkurrencen om at komme med på dette års Fjällräven Polar, hører til sidstnævnte kategori. Det må også være en helt fantastisk oplevelse at køre med hundeslæde tværs over Norge og Sverige og blandt andet komme over det største område i Europa med permafrost.

Så her på Outdoorfestivalen er vi fulde af beundring over, at de tør kaste sig ud i det. Og fulde af beundring over, at de er klar til tage turen, for den er hård.

Er man heldig at komme med på turen, så kan man se frem til en tur med hundeslæde fra de snedækkede bjerge i Norge og helt ned til Sverige. En tur på 300 kilometer. Man gør det ikke alene. Udover hundene så er der folk med fra 20 nationer. 

 
Blev inspireret i Eventyrsport

”Man kan komme på hold med folk, der aldrig har set sne før!” fortæller Tine Dambo Nielsen fra Aarhus, der har meldt sig ind i konkurrencen.

Sidste år var hun til et foredrag i Eventyrsport med en tidligere deltager, og det vækkede den garvede friluftskvinde. Tine elsker naturen. Sådan helt ind i hendes inderste kerne. I maj sagde hun sit gode job som kommunikationschef op.

”Jeg fandt ud af, at hver gang jeg kom ind, så ville jeg ud. Jeg havde sådan en helt klaustrofobisk følelse. Jeg ville ud. Nu uddanner jeg mig til naturvejleder.”

Tines mål er at få børn væk fra skærmene og ud i naturen. Hendes egen tre børn kommer også meget med ud. Indrømmet, nogle gange er det under lidt pres fra mor.

”Jeg ser den her tur, som en uddannelse for mig selv. Jeg elsker det her udeliv og jeg tænker, at når jeg skal formidle det, så skal jeg have prøvet at være i ekstreme naturlige omgivelser. Så når jeg står med 20 børn og det er meget koldt, så har jeg prøvet noget der er værre,” fortæller Tine.

Se hendes Fjällräven Polar profil her.

 
Tanya har gået caminoen 11 gange

I København bor Tanya Kikkenborg Andersen. Hun har også meldt sig ind i konkurrencen om at blive en del af holdet, der skal krydse Sverige og Norge i hundeslæde. Hun vil afsted, fordi hun elsker en outdoorudfordring.

”Jeg er fascineret af den fysiske del, det at mærke sig selv også der, hvor det bliver ukendt. Hvor jeg mærker nye grænser. Helt derude hvor det gør ondt, hvor det er hårdt og man måske mærker fortvivlelsen et øjeblik over, om jeg mon kan klare det,” fortæller Tanya.

Det med at mærke kroppen og psykens grænser kender hun til. Hun har en fortid som professionel danser og hun har gået Caminoen 11 gange!

”Tvivlen på om man klarer det, er hele tiden det ukendte. Det bliver ligesom et eventyr. Der er noget fedt ved at opdage, man er er i live. Jeg går lange vandreture, og der går man gennem en transformation,” fortæller Tanya.

Hun arrangerer selv vandreture for omkring 20 personer ad gangen. Og det tal passer med det antal personer, der er med på Fjällräven Polar.

”Jeg har det bedst blandt mange mennesker. Faktisk sover jeg bedre i naturen med 20 andre end inde alene. Man er jo tryg, når man er mange, der sover sammen,” siger Tanya.

Det eneste hun frygter ved turen, hvis hun kommer afsted, er, at hun skal undvære sin lille søn i de 10 dage turen tager.

Se hendes Fjällräven Polar profil her.

 

Fra Outdoorfestivalen vil vi ønske Tine og Tanya held og lykke med at komme videre. Og held og lykke skal også lyde til de 30 andre danskere, der forsøger at komme med.

Der ikke garanti for, at en dansker kommer med. For Danmark er i gruppe med Island. Potentielt kan det blive to islændinge der kommer afsted. Men vi håber på dansk deltagelse. Du kan stemme på din favorit frem til 12. december.

 

 

 

Nyhedsbrev

Vil du vide mere om Outdoorfestivalen, følge med i vores verden og have mulighed for at deltage i konkurrencer?
Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

* indicates required